Morgenavisen Jyllands-Posten
Grøndalsvej 3
8260 Viby J
T/ +45 8738 3838
F/ +45 8738 3199
@/ jp@jp.dk
JP.DK

Morgenavisen Jyllands-Posten


Morgenavisen Jyllands-Posten blev grundlagt i 1871 og udgivelsesgrundlaget baseres på en liberal borgerlig linje. Avisen er ikke tilknyttet noget politisk parti og er fri og uafhængig af alle økonomiske og politiske interesser. For at understrege den fulde redaktionelle selvstændighed udpeges dagbladets chefredaktør af JYLLANDS-POSTENS FOND, der ledes af en selvsupplerende styrelse, der har til opgave at værne om bladets redaktionelle uafhængighed.

Markedsposition
Morgenavisen Jyllands-Posten er Danmarks største dagblad og har en position som Danmarks Internationale Avis. Morgenavisen Jyllands-Posten står bag epn.dk (erhverv på nettet), der er Danmarks største erhvervssite. Herudover driver Jyllands-Posten blandt andre fpn.dk (forbrug på nettet), spn.dk (sport på nettet), kpn.dk (kultur på nettet), viden.jp.dk og web-tv sitet JPtv. Endelig driver avisen også JP Radio – en erhvervsradiokanal, der dagen igennem bringer interviews, nyheder og børskommentarer samt de vigtigste nyheder om politik, sport og kultur. 

Jyllands-Postens målgruppe er defineret som de moderne individorienterede.

Antal ansatte
Antallet af heltidsbeskæftigede medarbejdere på Morgenavisen Jyllands-Posten opgjort til knap 500 personer. Heraf er godt 160 journalister. Freelancejournalister, løst ansatte korrespondenter med flere er ikke medregnet i ovenstående tal.

Indtægtsstruktur
Morgenavisen Jyllands-Posten er – som de øvrige morgenaviser – en typisk abonnementsavis. Langt hovedparten – cirka 90 pct. – af avisens oplag sælges til faste abonnenter. Resten sælges i løssalg. Cirka 40 pct. af bladets indtægter stammer fra salg af annoncer. Annonceindtægterne bidrager til at sikre et højt redaktionelt niveau og til at holde avisens salgspris nede.

Ledelse
Chefredaktionen består af Jørn Mikkelsen (ansvarhavende), Pierre Collignon og Steen Rosenbak. Jyllands-Postens kommercielle ledelse består af direktør Claus Hovge Andersen.

Ejerforhold
Morgenavisen Jyllands-Posten udgives af JP/Politikens Hus, der også udgiver blandt andet Politiken og Ekstra Bladet. JP/Politikens Hus A/S er resultat af en fusion mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus ved årsskiftet 2002/2003. En afgørende forudsætning for denne fusion var, at de tre aviser skulle fastholde deres ubetingede redaktionelle selvstændighed og særpræg. 

Samfundsengagement
Morgenavisen Jyllands-Posten er ikke kun en forretning – avisen ser sig selv som et væsentligt redskab i samfundets demokratiske proces. Det er Jyllands-Postens ambition at være den fælles referenceramme, som TV udgjorde tidligere, og avisens journalistik er kritisk, fair og frygtløs. Ingen skal bestemme, hvad der inden for lovens rammer skrives i spalterne, men enhver har mulighed for at give udtryk for uenighed på avisens debatsider.

Jyllands-Posten er i vidt omfang involveret i undervisnings- og oplysningsaktiviteter. Avisen er en af de største producenter af digitaliseret undervisningsmateriale i Danmark. Jyllands-Postens Mediarium i Århus, hvor skoleelever for en dag får mulighed for at fungere som journalister, åbnede i 1996 og var en gave fra Jyllands-Postens Fond i anledning af avisens 125 års jubilæum. Avisen har åbnet et tilsvarende mediarium i København i tilknytning til avisens redaktion. Formålet er at lade eleverne gennemgå nogle af de dilemmaer og udfordringer, som er en uundgåelig del af journalistens hverdag med henblik på at højne forståelsen for den samfundsmæssige betydning af en fri og uafhængig presse. Jyllands-Posten har endvidere oprettet viden.jp.dk, som er et gratis interaktivt undervisningsunivers. Endelig var formålet med Jyllands-Postens Galathea-ekspedition at styrke interessen for naturfagene i undervisningssektoren.

Prisuddelinger
Morgenavisen Jyllands-Posten uddeler hvert år en række priser:

LAUST JENSEN-PRISEN. Journalistisk hæderspris stiftet i 1994. Uddeles på Laust Jensens fødselsdag 28. august. Prisen tildeles danske journalister, som ved idéudvikling og ihærdighed har ydet en særlig indsats for pressen og det medie, de tjener. Prisen udgør et rejselegat på op til 50.000 kr. 

JYLLANDS-POSTENS YTRINGSFRIHEDSPRIS. Stiftet 2006. Uddeles på Jyllands-Postens fødselsdag 2. oktober, når emnet er oplagt. Prisen tildeles personer, som har brugt deres ytringsfrihed til at udfordre meninger og holdninger, og som har måttet betale en personlig pris for det frie ord.

ÅRETS SPORTSNAVN. Stiftet 1991. Uddeles én gang årligt sammen med Danmarks Idræts-Forbund. Både hold og enkeltpersoner kan nomineres. Med prisen følger 50.000 kr. 

AURORAPRISEN. Reklamepris stiftet i 1971 ved Jyllands-Postens 100 års jubilæum. Prisen er en udmærkelse til annoncører og reklamebureauer, der på særlig vis har brugt samspillet mellem dagbladenes kommunikationsmiljøer og tekniske muligheder til at skabe dagbladsannoncer på højt kreativt niveau. Vinderen belønnes med kunstneren Henning Koppels lueforgyldte Auroraskulptur – morgenrødens symbol i den romerske mytologi.

 


JØRN MIKKELSEN
Chefredaktør (ansv.)
f. 1956 / Cand.phil. (historie) & Journalist, 1979
Ansat siden: 2008

Tidligere stillinger:
2002-08: journalistisk chefredaktør
1997-02: ledende redaktionschef
1996-97: udlandsredaktør
1994-96: JP-korrespondent i Tyskland
1983: Danmarks Journalisthøjskole

joern.mikkelsen@jppol.dk