Om os


JP/Politikens Hus A/S opstod den 1. januar 2003 som en fusion mellem Politikens Hus og Jyllands-Posten A/S og er en af Danmarks førende medievirksomheder. Morgenavisen Jyllands-Posten blev grundlagt i 1871 og Politiken i 1884.

Hovedformålet for JP/Politikens Hus er at formidle nyheder, debat og underholdning. Koncernen er en af Danmarks førende medievirksomheder inden for trykte, digitale og mobile udgivelser.

JP/Politikens Hus udgiver blandt meget andet de tre landsdækkende dagblade Ekstra Bladet, Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken – Danmarks førende dagblade.

Vore aktiviteter omfatter også lokalaviser i Danmark og Sverige, og bogforlag, samt drift og udvikling af en række digitale aktiviteter samt nyhedstjenester og andre forretningsområder, som er knyttet til den primære aktivitet: formidling af nyheder, debat og underholdning på alle medier. I tilknytning hertil driver koncernen tryk- og distributionsvirksomhed.

JP/Politikens Hus har i de senere år særligt investeret i udvikling og udbygning af det digitale og mobile område, og koncernens dagbladsaktiviteter har i dag en førende position på tryk, på nettet og på mobilen.

Udbygning af vore dagblades position på den mobile platform samt på web-tv-området er fokusområder i årene frem, og der er derfor afsat betydelige ressourcer til innovation og udvikling inden for disse forretningsområder.

Det er afgørende for JP/Politikens Hus, at koncernens tre dagblade bevarer deres fulde redaktionelle uafhængighed og særpræg.

Samfundsengagement
Som led i sit samfundsengagement har koncernens dagblade udviklet en række tilbud på print og på net til undervisningssektoren.

Jyllands-Posten driver mediarier i Århus og København, hvor skoleelever for en dag kan prøve kræfter med de dilemmaer, som er en uundgåelig del af journalistens og den frie presses hverdag. Politiken har sammen med Gyldendal udgivet en række undervisningsaviser om temaer som kristendom, kulturarv og terror. Og Ekstra Bladet har udviklet koncepterne særavis og ”Redaktionen”, sidstnævnte i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor skoleelever producerer deres egne aviser – enten ud fra temaer bragt i Ekstra Bladet, eller gennem et interaktivt online redaktionsværktøj. Eleverne prioriterer og producerer selv indholdet i deres avis, og Ekstra Bladet trykker avisen i 1.000 eksemplarer. Siden starten i november 2007 har Ekstra Bladet trykt 200.000 aviser.

JP/Politikens Hus dagblade understøtter aktivt en lang række kulturelle og sportslige arrangementer, f.eks. det årlige Marathon i Københavns, CPH:DOX og meget mere.

Ledelse
Stig Kirk Ørskov er administrerende direktør for JP/Politikens Hus A/S. Herudover består direktionen af koncerndirektør Dorthe Bjerregaard-Knudsen og koncernøkonomidirektør Henrik Schjerbeck. Lars Munch er selskabets bestyrelsesformand.

Antal ansatte
Opgjort pr. 31. december 2013 er der samlet 2.355 ansatte i JP/Politikens Hus.